DPU

Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Specialskoler skal samarbejde med de almene skoler

Specialskolerne lever for isoleret, og det går ud over kvaliteten, fastslår en ny undersøgelse om kvalitet i specialskolerne. For at sikre kvalitet i undervisningen og trivsel blandt eleverne skal specialskolerne blive bedre til at sparre og samarbejde både med andre specialskoler og med almindelige folkeskoler.

04.04.2014 | Mathilde Weirsøe

Nyt forskningsprojekt kortlægger, hvordan specialskolerne kan øge kvaliteten af undervisningen og elevernes trivsel.

Et flertal af skolelederne på landets specialskoler oplever, at elevgruppen bliver stadig mere kompleks og sammensat. Det betyder nye udfordringer for undervisningen, og derfor må skolerne sætte fokus på deres praksis for fortsat at sikre elevernes læring og trivsel. Det viser en ny spørgeskemaundersøgelse fra et udviklingsprojekt om kvalitet i undervisningen på specialskolerne, som er udarbejdet for Undervisningsministeriet.

Bag projektet står en række skoleforskere fra Institut for Uddannelse og Pædagogik (DPU), Aarhus Universitet, bl.a. professor Niels Egelund. Han hæfter sig især ved, at survey-undersøgelsen viser, at for mange specialskoler lever isoleret fra det øvrige skolebillede i kommunerne.

”Kun en tredjedel af specialskolerne samarbejder med almenskoler om inklusion og har faglig sparring og erfaringsudveksling med andre skoler,” konstaterer Niels Egelund.

Selvom 34 % af skolerne tilkendegiver, at det sker, at enkeltelever følger undervisningen på almenskoler, viser survey-undersøgelsen samtidig, at en fjerdedel af specialskolerne slet intet samarbejde har med almenskolerne om fremtidig inklusion af enkeltelever. 17 % har ingen faglig sparring med andre skoler, og 9 % af specialskolernes ledere deltager ikke i skoleledernetværk. Endelig svarer 42 % af specialskolerne, at de ikke har udsluset elever til almenskoler inden for de seneste tre år.

Det er ifølge Niels Egelund en uheldig tendens. Han opfordrer til mere samarbejde på tværs af skolerne. 

”Hvis elever fra specialskoler skal tilbagesluses til almenskoler, er det vigtigt, at der er et nært samarbejde, så både elever og lærere er bekendte med det miljø, det læringstilbud og de vilkår, de almindelige skoler tilbyder,” siger Niels Egelund.

Fakta om projektet

Projektet er gennemført i perioden januar 2013 til februar 2014 og er foregået i samarbejde mellem SFI, Institut for Uddannelse og Pædagogik (DPU), Aarhus Universitet og Undervisningsministeriet.

Formålet med projektet har været at skabe viden om specialskolerne med henblik på at skabe et vidensgrundlag for at fastholde og udvikle kvaliteten af undervisningen på specialskolerne. Konklusionerne bygger primært på data om almindelige kommunale specialskoler, men også interne skoler på opholdssteder og døgnsinstitutioner indgår i projektet.

Med henblik på at skabe en god ramme for den fremadrettede udvikling af skolerne, har forskerne udviklet kvalitetsindikatorer, som kan bidrage til at understøtte målstyrings – og evalueringspraksis på specialområdet. Kvalitetsindikatorerne er udviklet med udgangspunkt i eksisterende forskning og et udviklingsseminar med en række specialskoler.

Kontakt

Niels Egelund, professor ved Institut for Uddannelse og Pædagogik (DPU), Aarhus Universitet.
E-mail: egelund@dpu.dk
Tlf.: 4029 1669

Læs rapporterne

 

 

 

 

 

75:Dansk Clearinghouse for Uddannelsesforskning, Grundskole, Inklusion/specialpædagogik