DPU

Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Skolereform: Vi får lige en lufter og lidt flere sprællemænd

Hvordan ser skolereformen ud i børnehøjde? Hvordan forstås, mærkes og ses reformen hos de elever, som det hele drejer sig om. Det er blevet undersøgt i et forskningsprojekt fra DPU, og det er der nu kommet en film ud af.

24.08.2015 | Knud Holt Nielsen

’Vi får lige en lufter’ er titlen på en ny dokumentarfilm om skolereformen, som den opleves med elevøjne. Filmen er lavet i forbindelse med et forskningsprojekt ved DPU, og har netop haft premiere ved DPU’s store skoleforskningskonference i august, og den kan også ses på DPUs hjemmeside.

”Projektet  udsprang af, at der i debatten har været meget opmærksomhed på lærere og skoleledere, men ikke på børnene. Jeg savnede, at forskere kiggede på reformens udførelse med fokus på elevernes perspektiv. Det blev så til et lille forskningsprojekt og en film,” fortæller lektor Ida Wentzel Winther om baggrunden for projektet.

Ida Wentzel Winther har i projektet været på fire helt almindelige folkeskoler rundt i Danmark og snakket med elever fra i alt syv skoler.

 

Et øjebliksbillede af reformens start

Ida Wentzel Winthers intention var at få et øjebliksbillede af, hvordan en række elever har oplevet starten på reformen, mens de stadig kan huske, hvordan det var før.

”Det slående ved at tale med børnene er, at de er præget af en enorm skuffelse over reformen. De oplever ingen forskel i deres hverdag, bortset fra at de nu har længere skoledage. Et af børnene karakteriserede den nye skoledag således: ’vi får lige en lufter og laver lidt flere sprællemænd, og det var vist det,’” siger Ida Wentzel Winther

Filmen følger elever fra de cykler afsted til skolen om morgenen, til de kommer igen om aftenen, og lader børnenes stemmer og vurderinger træde frem om reformens forskellige nye tiltag: Længere skoledage, lektiecafeer, bevægelse i undervisningen, understøttende undervisning mm.

Grundskole, Skolereform, Ungdomskultur