DPU

Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Nyt forskningsprojekt om teknologiforståelse blandt lærere og sygeplejersker

Med forskningsprojektet TECHNUCATION vil forskere fra DPU, Aarhus Universitet, undersøge teknologiforståelser blandt lærere og sygeplejersker ved at se på deres interaktion med de nye teknologier i arbejdslivet. Forskerne ser på samspillet mellem brugere og teknologi, og på hvordan man herigennem kan skabe innovation og bedre uddannelser for både lærere og sygeplejersker.

24.02.2011

Professor Cathrine Hasse, fra Danmarks Pædagogiske Universitetsskole, Aarhus Universitet, står i spidsen for Det nye ambitiøse forskningsprojekt TECHNUCATION. Projektet løber over fire år og er støttet med 12 millioner kr. af Det Strategiske Forskningsråd.

"Teknologiforståelse handler om andet end at læse en manual og trykke på en knap. Teknologiforståelse er ikke begrænset til ingeniører og fysikere. Store professionelle grupper som lærere og sygeplejersker vil i de kommende år blive konfronteret med utallige former for ny innovativ teknologi i deres arbejdsliv. Med dette projekt retter vi fokus mod disse nye aftagergrupper. Vi undersøger deres teknologiforståelse og inviterer dem så til at være medudviklere på de teknologiske innovationsprocesser," siger Cathrine Hasse.

Erfaringer fra arbejdslivet skal medtænkes i uddannelserne
Projektet er et grundforskningsprojekt om relationen mellem medarbejderes læreprocesser, innovationspotentiale og teknologi. Men det er samtidig et strategisk og anvendelsesorienteret udviklingsprojekt, der skal udforske teknologiforståelse og forbedre uddannelsen af lærere og sygeplejersker i forhold til teknologi og innovation.

Forskningsprojektet kombinerer etnografiske feltstudier af sygeplejerskers og læreres brug af teknologi på deres arbejdspladser med eksperimentelle ’Living Labs’ på sygeplejerske- og læreruddannelsen.

"Den formelle uddannelse i dag sikrer ikke, at de nyuddannede lærere og sygeplejersker får en grundlæggende forståelse af samspillet mellem teknologi og arbejdsliv. Erfaringer med teknologi i arbejdslivet mangler i udviklingen af uddannelserne. I TECHNUCATION vil vi derfor sammen med uddannelsesinstitutionerne se på, hvordan erfaringerne fra arbejdslivet kan tages med ind i undervisningssystemet," siger Cathrine Hasse.

Fokus på brugerne skaber udvikling
Cathrine Hasse peger på, at TECHNUCATION åbner et helt nyt forskningsfelt gennem projektets fokus på, hvordan hverdagens praktiske og komplekse kulturelle læreprocesser i organisationer kan inddrages i uddannelsen af de kommende lærere og sygeplejersker. 

"Når man har fokus på brugersiden, må man spørge: Hvordan udvikler teknologien os? Sygeplejersker og skolelærere har vældig god brug for teknologi, og der er masser af muligheder. Men hvor kan vi tænke nyt og udvikle flere muligheder ved hjælp af teknologien? Her skal der forskes mere, ligesom vi mangler basale uddannelsesredskaber, der kan videreformidle teknologiforståelse og viden om medarbejderdrevne innovationskompetencer til lærere og sygeplejersker," siger Cathrine Hasse.

Fakta
TECHNUCATION- 'Technological Literacy and New Employee Driven Innovation through Education' - er støttet af Det Strategiske Forskningsråd med 12 millioner kr. og løber over 4 år. Projektet er ledet af professor Cathrine Hasse ved Danmarks Pædagogiske Universitetsskole, Aarhus Universitet.

Det er et samarbejde mellem Danmarks Pædagogiske Universitetsskole, Aarhus Universitet; Teknologisk Institut, Professionshøjskolen UCC; Professionshøjskolen Metropol og Roskilde Universitet. Der deltager også en række internationale uddannelsesforskere fra blandt andre University of Oxford og University of Stirling.

Læs mere om TECHNUCATION på projektets hjemmeside www.dpu.dk/technucation 

I anledning af opstarten af TECNHUCATION afholdes et arrangement den 15. marts kl. 11.00-15.00 på Danmarks Pædagogiske Universitetsskole, Aarhus Universitet, Tuborgvej 164, 2400 København NV.
 
Program og tilmelding

Kontakt
Professor Cathrine Hasse: mail caha@dpu.dk, tlf: 8888 9482, mobil:2323 3631
Koordinator: Knud Holt Nielsen, e-mail: khni@dpu.dk, tlf: 8888 9969

   

73:Institut for Læring, 3:Nyhed, Grundskole, Videregående uddannelse, It/teknologi, Læreruddannelse/profession, Læring/kompetence