DPU

Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Målrettet pædagogisk praksis i dagtilbud giver børn bedre kompetencer

Fjerde statusrapport fra forskningsprojektet VIDA er klar. Projektet undersøger mulighederne for at rykke ved socialt udsatte børns trivsel og læring gennem en målrettet inkluderende pædagogisk indsats. Og alt tyder på, at VIDA virker i praksis.

16.11.2012 | Mathilde Weirsøe

VIDA-projektet ”Vidensbaseret indsats over for udsatte børn i dagtilbud - modelprogram” er klar med den fjerde statusrapport. Projektet har nu været i gang i snart 2 år og gennemføres i 120 dagtilbud i fire af landets kommuner. Til VIDA er knyttet et særligt uddannelsesprogram, VIDA- interventionsprogram, der klæder pædagoger på til at arbejde målrettet med de udsatte børn i et inklusionsperspektiv.

Rusker op i gamle vaner

Statusrapport 4 viser, at flere af pædagogerne end tidligere i forløbet i dag arbejder ud fra de pædagogiske teorier, der knytter sig til VIDA-programmet. Og det giver synlige resultater, forklarer Bente Jensen, lektor ved Aarhus Universitet og projektleder på VIDA:

”VIDA-programmet lægger op til, at daginstitutionerne rusker op i gamle ”vaner”, og er derved med til at omsætte ny viden til praksis i dagtilbuddene - til gavn for de udsatte børns videre muligheder i livet,” siger hun.

Forældreinddragelse rykker

Fjerde statusrapport viser også, at de pædagoger, der deltager i VIDA-projektet, i højere grad end i 2011 prioriterer forældresamarbejdet. De er bevidste om vigtigheden af at skabe en reflekteret og fælles dialog med forældrene og er opmærksomme på at inddrage forældrene aktivt i institutionernes dagligdag.

”Det pædagogiske personale giver udtryk for, at det er udfordrende at inddrage forældrene på nye måder. Men det skal ses i lyset af, at det tager tid at omsætte ny viden til praksis,” siger Bente Jensen.

Åbenhed og inddragelse

Et vigtigt element i VIDA er, at alle medarbejdere bliver inddraget i at forny hele arbejds- og tænkemåden i forhold til arbejdet med de udsatte børns udvikling og læring.

”Vi ser, at ledernes måde at organisere arbejdet med fornyelse på er afgørende for en succesfuld implementering. Og både ledere og pædagoger giver udtryk for, at de gennem VIDA- interventionsprogrammet lærer at arbejde med en mere åben læringskultur, der giver plads til eksperimenterende metoder og fri kommunikation,” siger Bente Jensen.

Fakta om VIDA

VIDA-programmet har tæt forbindelse til praksis, men fungerer også som inspiration for børne- og undervisningsministerens kommende udviklingsprogram Fremtidens Dagtilbud.

Forskningsprojektet VIDA – ”Vidensbaseret indsats over for udsatte unge i dagtilbud”uddanner og træner ledere og pædagoger i at arbejde videnbaseret, målrettet og systematisk med styrkelsen af socialt udsatte børns muligheder i livet. Programmet fokuserer på at skabe fornyelse i den pædagogiske praksis med programmets guidelines og værktøjer.

120 børnehaver, cirka 1000 pædagoger, 7000 børn og deres forældre fra fire kommuner deltager i VIDA-projektet.

Projektets deltagere er opdelt i følgende tre grupper:

  • En gruppe arbejder med børns trivsel og læring gennem inklusion (VIDA-Basis).
  • En anden gruppe har ligeledes fokus på børns trivsel, læring og inklusion, foruden forældreinddragelse (VIDA-Basis+).
  • En tredje gruppe har almindelig praksis og fungerer derved som kontrolgruppe.

Forskningsprojektet bliver gennemført af forskere ved Institut for Uddannelse og Pædagogik (DPU), Aarhus Universitet, under ledelse af lektor Bente Jensen.

VIDA-projektet er finansieret af Ministeriet for Børn og Undervisning.

Hent statusrapport nr. 4 og læs mere om VIDA-projektet

Læs nyheden på hjemmesiden for Ministeriet for Børn og Undervisning

Yderligere oplysninger

Projektleder Bente Jensen, forsker og lektor ved Institut for Uddannelse og Pædagogik (DPU), Aarhus Universitet, e-mail: bj@dpu.dk, tlf. 2211 9726

Tine Hamilton Bæth, Ministeriet for Børn og Undervisning, dagtilbudsenheden@uvm.dk, tlf. 3392 5095

 

 

 

Arts, EDU, Førskole, Førskole, Dagtilbud, Social udsathed/arv