DPU

Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Lærere og sygeplejersker skal koble teknologi og faglighed

Skoler og hospitaler investerer massivt i teknologi, men det sker hovedkulds uden nogen klar plan for, hvordan lærere og sygeplejersker skal koble teknologien til praksis. Sådan lyder meldingen fra en gruppe forskere på Aarhus Universitet, der har undersøgt teknologiforståelse blandt lærere og sygeplejersker. Forskerne er klar med en ny antologi, som de lancerer den 10. december.

04.12.2012 | Mathilde Weirsøe

Skoler og hospitaler køber stort ind af it systemer, interaktive tavler, iPads og computere. Men alt for få lærere og sygeplejersker forstår at koble teknologien til deres fagområde, påpeger forskerne bag forskningsprojektet Technucation, der sætter fokus på lærere og sygeplejerskers teknologiforståelse.

”Der hersker en form for teknologifetich i professionerne i dag – jo mere jo bedre. Men det er hovedkulds, for vi kan se, at de fleste lærere og sygeplejersker hverken formår at koble teknologien til deres faglighed eller reflektere over hvilke nye muligheder, teknologien skaber for professionen. De mangler simpelthen teknologiforståelse,” påpeger Cathrine Hasse, der er professor (MSO) ved Aarhus Universitet og projektleder på Technucation. 

Sammen med sit forskerteam har Cathrine Hasse i halvandet år arbejdet med praktikere i workshops - levende laboratorier - på 10 udvalgte skoler og 12 hospitalsafsnit landet over. Her har forskerne samlet viden om de udfordringer, teknologien stiller lærere og sygeplejersker overfor. 

Teknologiforståelse er livslang læring

Teknologiforståelse kalder på livslang læring, for det kræver refleksion over teknologien og den praksis, den skal være del af. Og det er disse processer, forskerne vil skubbe i gang ude i professionerne.

”Teknologien udfordrer hele tiden professionsfagligheden for skolelærere og sygeplejersker, i og med den konstant skaber nye muligheder. De fleste lærere og sygeplejersker bruger teknologien til hverdag, men få reflekterer over, hvad den egentlig gør ved deres profession. Dermed mister de også overblikket over de potentialer, teknologien indebærer,” siger Cathrine Hasse.

Brug flere penge på kompetenceudvikling

Hun opfordrer kommuner og regioner til at investere færre penge i hardware og teknologi, og i stedet bruge nogle af pengene på kompetenceudvikling af lærerne og sygeplejerskerne. Og det er ikke kun ude i praksis, hun ser problemet.

”De studerende på lærer- og sygeplejerskeuddannelserne bliver ikke klædt godt nok på til mødet med teknologien i praksis. De er måske fortrolige med dele af teknologien, ligesom de fleste andre unge mennesker, men de kan ikke koble teknologiens potentialer til deres faglighed. Det kalder på radikale forandringer og nye tiltag på uddannelserne,” siger Cathrine Hasse.

Her spiller forskningen en væsentlig rolle. Og det særlige ved Technucation-projektet er netop, at universiteterne og professionerne arbejder sammen om dels at afdække teknologiforståelsen – eller mangel på samme - blandt lærere og sygeplejersker og dels at komme med anbefalinger til politikere og beslutningstagere i forhold til hvor, der skal investeres og hvordan. 

Boglancering og debat

Forskerne er nu halvvejs i mål med deres resultater, men de er allerede klar med en række anbefalinger, som de har samlet i en ny antologi. Forskerteamet inviterer til boglancering den 10. december på Institut for Uddannelse og Pædagogik (DPU), Aarhus Universitet i Emdrup. Bidragsyderne til bogen giver på skift smagsprøver på bogens indhold gennem korte oplæg. Derefter er der spørgsmål og debat samt efterfølgende networking.

Da julen står for døren, serveres der gløgg og æbleskiver til alle deltagere. Arrangementet henvender sig til praktikere inden for professionerne, ledere i kommuner, regioner, faglige organisationer og andre interesserede.

Tid og sted

10. december 2012 kl. 13.00-15.00
Institut for Uddannelse og Pædagogik (DPU), Aarhus Universitet, Campus Emdrup
Lokale D170 og D174
Tuborgvej 164, 2400 København NV

Tilmelding

Læs mere om technucation-projektet

Til journalister

Journalister er meget velkomne til at deltage og evt. dække arrangementet, ligesom der kan aftales interview med forskerne efterfølgende. Kontakt Cathrine Hasse.

Kontakt

Professor MSO Cathrine Hasse, Institut for Uddannelse og Pædagogik (DPU), Aarhus Universitet.
Tlf: 2323 3631
E-mail: caha@dpu.dk

Livslang Læring, EDU, Grundskole, Grundskole, Videregående uddannelse, It/teknologi, Læreruddannelse/profession