DPU

Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Kritikken af nationale test må tages alvorligt: DPU opretter akademi for pædagogiske test og evaluering

DPU-leder Claus Holm har aflyst en planlagt forsker- og konsensuskonference om nationale test. Han opfordrer til at tage kritikken af nationale test meget alvorligt og tager initiativ til et nyt akademi for udvikling af pædagogiske test og evaluering i grundskolen.

03.12.2019 | Carsten Henriksen

I rapporten ’Undersøgelse af De Nationale Tests måleegenskaber’ fra april i år konkluderede Svend Kreiner, professor emeritus ved Københavns Universitet, og Jeppe Bundsgaard, professor ved DPU, Aarhus Universitet, at de nationale test måler forkert. De to forskere opfordrede derfor politikerne til at sætte testene i bero. Efterfølgende opfordrede 31 forskere i en kronik i Politiken omvendt til at droppe kritikken af de nationale test.

Uenige forskere bør stikke hovederne sammen

På den baggrund tog Claus Holm, leder af DPU, Aarhus Universitet, initiativ til en såkaldt konsensuskonference i form af en eksperthøring om de nationale tests måleegenskaber. Konsensuskonferencen skulle bidrage til at afklare, hvad forskerne er enige og uenige om mht. de nationale test, og give offentligheden indblik i forskernes begrundelser for og imod brugen af nationale test.  

Imidlertid har Claus Holm nu aflyst konsensuskonferencen. Det skyldes uenighed om, hvorvidt konferencen bør afholdes før eller efter Børne- og Undervisningsministeriets igangværende evaluering af de nationale test er afsluttet.

”Jeg aflyser konferencen, fordi der er forskellige opfattelser af, om det er frugtbart at afholde den før eller efter evalueringen er afsluttet. Det er dybt beklageligt, da det var min opfattelse, at der allerede eksisterer et grundlag for en sådan høring, nemlig Sven Kreiner og Jeppe Bundsgaards rapport og de 31 forskeres kritiske kronik i Politiken. For mig at se var det afgørende at afholde konferencen uafhængigt af ministeriets egen evaluering, så forskningsperspektivet tydeligere kunne bidrage til de kommende drøftelser af den. Det var der ikke opbakning til,” siger Claus Holm, der er ked af aflysningen:

”Emnet og offentligheden fortjener, at de uenige forskere stikker hovederne sammen og drøfter, hvad de er enige eller uenige om. Det vil jeg til stadighed opfordre til sker,” siger han.

Kritikken af måleegenskaber må tages alvorligt

I lyset af aflysningen har Claus Holm bedt Erik Lykke Mortensen, professor emeritus ved Københavns Universitet, samt de to forskere, der har reviewet Sven Kreiner og Jeppe Bundsgaards rapport, om at læse de 31 forskeres kronik ”Drop kritikken af de nationale tests” for at vurdere, om den ændrer ved deres syn på soliditeten af rapportens konklusioner. Det gør den ikke:

”Alle tre eksperter vurderer, at rapportens forskningsresultater modstår kritikken og i den forstand er meget solide. På den baggrund mener jeg, at der er endnu mere grund til, at rapportens kritik af de nationale tests måleegenskaber bliver taget særdeles alvorligt i de diskussioner og beslutninger, der måtte følge i kølvandet på den igangværende evaluering af de nationale test,” siger Claus Holm.

Nyt akademi for pædagogiske test og evaluering i grundskolen

I lyset af diskussionen om de nationale test vil DPU nu tage initiativ til at oprette et akademi for pædagogiske test og evaluering i grundskolen, herunder nationale test.

”Vi vil forny en tradition, der fører 70 år tilbage til Emdrupborgs forsøgsskole. I de samme bygninger vil vi nu som dengang fungere som pædagogisk fyrtårn for udvikling af evalueringsteknologier, herunder test. Vi vil organisere det i samarbejde med vores internationale forskningsnetværk og indenlandske kapaciteter, professionshøjskoler og i tæt dialog med pædagogiske praktikere ude i skolerne.” siger Christian Christrup Kjeldsen, viceinstitutleder for forskning ved DPU og leder af Nationalt Center for Skoleforskning.

Han giver en åben invitation til at deltage i akademiet og dets aktiviteter:

"Vores nordiske naboer har på det seneste også opbygget kapacitet inden for pædagogiske test og evaluering. Der er ingen tvivl om, at vi har behov for at samle alle gode kræfter med interesse og indsigt i test og evaluering,” siger Christian Christrup Kjeldsen. 

Dokumentation


Ekspertudtalelser om rapporten efter læsning af kronikken 'Drop kritikken af de nationale test'

Hent rapport:

Svend Kreiner og Jeppe Bundsgaard: Undersøgelse af De Nationale Tests måleegenskaber
(2. reviderede udgave, 25. april 2019)

Læs nyhed fra DPU om rapporten: Ny forskning: De nationale test er fejlagtige og alt for usikre

Kronik i Politiken 13. maj 2019: 31 forskere: Drop kritikken af de nationale tests

Kontakt

Claus Holm, leder af DPU, Aarhus Universitet
M: 2688 5600

Christian Christrup Kjeldsen, leder af Nationalt Center for Skoleforskning og viceinstitutleder for forskning, DPU, Aarhus Universitet
M: 5137 0188

Grundskole, Test, evaluering, karakterer, måling