DPU

Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Konsortium har fået kontrakt på PISA 2018

Det er KORA, DPU, Aarhus Universitet og Danmarks Statistik, der kommer til at stå bag den danske del af PISA-undersøgelsen i 2018. Det står fast, efter at de tre organisationer i et fælles konsortium har vundet opgaven.

02.06.2016 | Carsten Henriksen

Om to år deltager Danmark for syvende gang i den internationale PISA-test, og det bliver det danske PISA-konsortium, der gennemfører undersøgelsen. Konsortiet har netop skrevet kontrakt med Styrelsen for Undervisning og Kvalitet om den danske del af PISA i 2018.

Konsortiet består af de tre organisationer KORA – Det Nationale Institut for Kommuners og Regioners Analyse og Forskning, DPU (Danmarks institut for Pædagogik og Uddannelse) på Aarhus Universitet og Danmarks Statistik, hvor DST Survey står for dataindsamlingen.

Omkring 80 lande deltager i PISA-undersøgelsen, som gennemføres hvert tredje år. I 2015 var 400 danske skole og i alt 9.000 elever udtrukket til at deltage i testen. I 2018 vil det være elever, der er født i 2002, så samtlige deltagere i alle lande er elever på cirka 15 år. 

Et værdifuldt redskab

Analyse- og forskningschef i KORA Hans Hummelgaard overtog ledelsen af det danske PISA-konsortium 1. januar 2015 og står dermed for anden gang i spidsen for projektet.

­"PISA er et værdifuldt redskab både til at gøre en samlet status over læringen i vores uddannelsessystem og til at udvikle vores skolevæsen som sådan. Og så er det en rig kilde til inspiration, fordi man kan sammenligne sig med andre lande og deres måder at drive skole på", siger han. 

Det er muligt, fordi alle deltagende lande bruger samme metode til at indsamle data.   

Peter Linde er chef for DST Survey og var med til at starte den første PISA-undersøgelse herhjemme i 2000. I 2018 er det anden gang, DST Survey er ansvarlig for at indsamle data til PISA i Danmark.

"For at undersøgelsen er repræsentativ, skal så mange som muligt af de udvalgte skoler deltage. Det kræver kun tre ting: brugervenlighed, brugervenlighed og brugervenlighed. Vores hovedfokus vil være at hjælpe skolerne. Vi vil gerne have en af de mest repræsentative undersøgelser i form af PISA", siger Peter Linde.

Læsning vil være i fokus

PISA tester skoleeleverne i, hvor gode de er til at bruge deres faglige viden inden for læsning, matematik og naturfag. Hver gang undersøgelsen gennemføres, er der fokus på et særligt område. Det vil i 2018 være læsning, og det område er professor Jeppe Bundsgaard og adjunkt Jesper Bremholm, der begge er forskere på DPU, ansvarlige for.

PISA-undersøgelsen baserer sig på en bred og nuanceret forståelse af læsning, hvor eleverne blandt andet skal sætte teksterne i relation til uddannelse, arbejde, privatliv og samfundsliv. Det giver værdifuld viden om danske 15-årige skoleelevers læsekompetence.

"I PISA 2018 vil fokus blandt andet være på elevernes kompetencer til at søge, læse og forholde sig kritisk til tekster på nettet. Det bliver spændende at se hvad de er gode til, og hvad der er brug for at få mere fokus på i undervisningen", siger Jeppe Bundsgaard.

Kontakt

Forskning, Internationale undersøgelser, Grundskole, Folkeskole