DPU

Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

AU med i nyt kæmpeprojekt om mad og smag

Forskere, kokke, undervisere og studerende vil åbne danskernes øjne for smagens betydning for livskvalitet og sundhedsfremme. Et nyskabende fireårigt forsknings- og formidlingsprojekt om smagen får massiv støtte fra Nordea-fonden.

12.05.2014 | Mathilde Weirsøe

AU forskere er med på et nyskabende fireårigt forsknings- og formidlingsprojekt om smagen, som får massiv støtte fra Nordea-fonden.

Farvel til to flade halve med leverpostej. Goddag til den sødme, saft og syrlighed, som får et solmodnet jordbær til at minde om en dansk sommerdag.

Det er billedlig talt baggrunden for et nyt storstilet initiativ, der skal få den almindelige dansker til for alvor at få øje på den daglige smagsoplevelses betydning for et bedre og rigere liv.

Nordea-fonden har netop bevilget 38 af de 42 mio. kroner, projektet koster. Der er således tale om et kæmpeprojekt, som går utraditionelt til værks for at udforske, udfordre og værdsætte smagen i det daglige måltid.
 
“Smagen bliver ofte overset som en parameter for livskvalitet og sundhed. Og det er en skam, for smag er en central drivkraft for livsglæde, socialt samvær og dannelse. Smagen er med andre ord en nøgle til gode liv, som er en mærkesag for Nordea-fonden,” siger Henrik Lehmann Andersen, direktør i Nordea-fonden.

Som led i det fireårige projekt under titlen SmagForLivet deltager forskere fra Aarhus Universitet med forskning relateret til børn og unges læring om smag. I projektet deltager også Syddansk Universitet, Københavns Universitet, University College Lillebælt University College Sjælland og Nordic Food Lab.

Smag som drivkraft for læring

Formålet med projektet er at fremskaffe og udnytte forskningsbaseret viden, der kan skabe almen forståelse for smagen som et grundlæggende vilkår for det gode liv. Det vil konkret ske i form af læring og undervisning - specielt i det nye fag madkundskab i folkeskolen og i skolens hverdag.

Lektor i sundhedspædagogik Karen Wistoft fra Institut for Uddannelse og Pædagogik (DPU), Aarhus Universitet, er ansvarlig for læringsdelen i projektet.

”Fokus er på smagsoplevelse og på viden og færdigheder, der har betydning for, hvordan smagen kan blive drivkraft for læring. Og netop smag - og viden om smag - får en central rolle i det nye madkundskabsfag i skolen,” siger Karen Wistoft, der også er formand for den ministerielle arbejdsgruppe for Fælles Mål i madkundskab.

Fokus på gastrofysik

Gastrofysik er som nyt videnskabsfag et aspekt af SmagForLivet, som vil bringe mad og smag ind i de naturvidenskabelige fag, fx på de gymnasiale ungdomsuddannelser.

Med smagen som dynamo vil kokke, forskere og stx- og htx-lærere eksperimentere med undervisningsaktiviteter, som integrerer naturvidenskab, humaniora og samfundsvidenskabelige fagligheder.

Et GastroLab på Syddansk Universitet udstyret med avanceret teknologi vil gøre det muligt for kokke, undervisere og andre at beskæftige sig med mad og smag set fra en kemisk eller fysisk vinkel.

Samtidig vil forskere i samarbejde med landets mest kreative kokke og produktudviklere udvikle et grundkøkken med fokus på smagen. Gennem praksis og håndværk skal de skabe konkret viden om, hvordan man bedst forandrer og forbedrer børns og unges måltider.

Formidling af projektet

SmagForLivet ledes af professor ved Syddansk Universitet Ole G. Mouritsen, som lægger vægt på projektets dobbelte sigte på forskning i og formidling af smag, som vil nå ud til danskerne via mange forskellige medier og aktiviteter i de kommende fire år.

Læs mere om projektet på AU’s hjemmeside og følg løbende med på www.smagforlivet.dk

For yderligere informationer, kontakt:

  • Centerleder Ole G. Mouritsen, 6550 3528/3506, 6611 0858 ogm@memphys.sdu.dk, Syddansk Universitet (generelt om projektet)
  • Anette Kistrup Thybo, 2048 6416, akth1@ucl.dk, University College Lillebælt (uddannelser)
  • Karen Wistoft, 2613 2653, kawi@dpu.dk,Aarhus Universitet (læring og madkundskab)
  • Nordea-fonden: Kommunikationschef Tine Wickers, 3333 5770, 2840 8480, tw@nordeafonden.dk

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 


 

Arts, Grundskole, Grundskole, Ungdomsuddannelse, Skolereform, Sundhed/miljø