Da den tyske økonomiprofessor Matthias Doepke boede i Los Angeles med sin amerikanske hustru, skulle de, allerede da deres barn var to år, tage stilling til, hvilken skole drengen skulle gå på. De offentlige skoler var meget dårlige i det område, de boede i, så selv om de private skoler var både dyre og svære at blive optaget på, var de i første omgang indstillede på at gå den vej. Imidlertid gik det op for Matthias Doepke og hustruen, at hvis de ville have deres barn på en af de velrenommerede og eftertragtede privatskoler, så skulle deres toårige igennem en optagelsesprøve med test og samtale med en psykolog, der skulle vurdere, om barnet var egnet til at gå på skolen. Forældrene fandt det simpelthen for vanvittigt, så det kom aldrig dertil for familien, som endte med at flytte til Chicago, hvor de offentlige skoler er bedre.

Mathias Doepke, der i dag er professor ved Northwestern University i Chicago, fortæller om episoden, fordi den illustrerer, hvad begrebet ’Intensive Parenting’ (på dansk: intensivt forældreskab) udspringer af.

”Det er meget udbredt i USA, hvor forældre fra særligt den øvre middelklasse er ekstremt fokuserede på at sikre deres børn en god uddannelse. Det gør de ved at involvere og engagere sig dybt i børnenes skolearbejde og fritidsaktiviteter. Det indebærer blandt andet intens lektiehjælp samt at køre børnene til og fra et hav af fritidsaktiviteter,” forklarer Matthias Doepke.

Forældrenes ihærdighed bunder i, forklarer han, at middelklassefamilier i dag skal arbejde hårdt og målrettet for bare at bevare den levestandard, deres forældre havde opnået. Og det er første gang i nyere tid – ikke kun i amerikansk, men også i europæisk sammenhæng – det forholder sig sådan, at en generation ikke kan se frem til at få et bedre og mere velstående liv end generationen før.

”Man går ikke bare til basketball for at have det sjovt; man gør det også for at blive god til teamwork. På samme måde tjener violinspil et højere formål end blot at udvikle barnets musikalitet.”

Matthias Doepke

Økonomi afgør muligheder

Matthias Doepke og hans italienske medforfatter Fabrizio Zilibotti tager i bogen Love, Money and Parenting (2019) læseren med på en tur rundt i verden, hvor de skildrer, hvordan forskellige idealer og praksisser omkring forældreskab tager sig ud, afhængigt af hvilken kultur og hvilket samfund vi tilhører. Men forældreskabet afhænger i høj grad også af økonomi:

”De allerfleste forældre ønsker det bedste for deres børn, og deres motivation for at yde støtte til børnene bunder i deres kærlighed til dem. Men virkeligheden er bare, at familiens økonomiske ressourcer har stor betydning for hvilke muligheder, forældrene reelt kan tilbyde deres børn.”

Han kalder den forskel for ’the parenting gap’, og størrelsen på det ’gap’ afhænger af, hvor stor uligheden er i det pågældende samfund. Jo mere ulige samfundet er, jo mere udbredt er det intensive forældreskab, netop fordi samfundets strukturer skaber en frygt hos særligt middelklasseforældre for, at deres børn ikke skal klare sig godt nok, og samtidig en motivation for hele tiden at skubbe dem i den ønskede retning – mod en god uddannelse, der kan lede til et godt og velbetalt job.

Disse forældre har ifølge Matthias Doepke typisk begge fuldtidsjob, men al voksenfritid er til gengæld barberet væk, ligesom man betaler sig fra, at nogen passer haven og gør huset rent for at frigive mere tid til forældrerollen. Selvom det primært er mødrene, der engagerer sig i børnenes liv, så bruger både amerikanske mødre og fædre væsentligt mere tid sammen med deres børn, end de gjorde for 30-40 år siden.

”I et samfund, hvor penge og uddannelse allerede er alfa og omega for, hvor godt man klarer sig gennem livet, er det med til at øge uligheden, at nogle forældre investerer så mange ressourcer i deres børn, mens andre forældre slet ikke kan gøre det samme.”

Matthias Doepke

Fritid med formål

Op gennem grundskolen tager det intensive forældreskab til i særligt den øvre del af den amerikanske middelklasse. Det handler ikke kun om at støtte og motivere børnene til at præstere godt i skolen, også sports- og fritidsaktiviteter er med i det regnestykke, hvor facit gerne skulle være en adgangsbillet til gode uddannelsesmuligheder og en sikker fremtid. Fritidsaktiviteterne er både et direkte middel – man kan fx komme ind på college på et sports-scholarship – men også et indirekte middel til målet:

”Man går ikke bare til basketball for at have det sjovt; man gør det også for at blive god til teamwork. På samme måde tjener violinspil et højere formål end blot at udvikle barnets musikalitet. Det tager gerne et par år, inden man som ny violinist kan få en ren tone ud af sådan et instrument. Pointen er imidlertid, at det træner barnets koncentration og ikke mindst udholdenhed. Indirekte styrker det derved barnets præstationer i skolen,” lyder det fra Matthias Doepke.

Dræber kreativiteten

Selvom vi primært finder de intensive forældre i USA, ser vi tendensen i hele verden, pointerer Matthias Doepke. Også lande som Sydkorea og Kina, der baserer deres skolesystem på ’high-stakes’ test, hvor én test i princippet kan afgøre ens fremtid, fordi den, hvis man klarer den godt, giver adgang til yderligere uddannelsesmuligheder, som trin for trin baner vejen til en lys fremtid i form af et godt og velbetalt job. Omvendt bliver der lukket døre og slukket drømme for dem, der ikke klarer testene. Frygten for at det skal ende sådan, får forældre til at engagere sig dybt i børnenes skoleliv og presse dem til at studere hårdt op til disse test. Det har resulteret i fremkomsten af en hel industri af såkaldt ’shadow education’, hvor en privat mentor mod betaling tilbyder lektie- og eksamenslæsningshjælp. Et fænomen der i øvrigt har bredt sig til både USA og Europa.

Når uddannelse bliver taget så alvorligt, er det ifølge Matthias Doepke positivt i den forstand, at det bidrager til et driftigt samfund. Men det opvejer ikke de negative implikationer, han ser på bagsiden af medaljen. For det første er der det med uligheden:

”I et samfund, hvor penge og uddannelse allerede er alfa og omega for, hvor godt man klarer sig gennem livet, er det med til at øge uligheden, at nogle forældre investerer så mange ressourcer i deres børn, mens andre forældre slet ikke kan gøre det samme.”

Men også på det menneskelige plan ser han, at det kan få en række negative konsekvenser for børnene:

”Man risikerer at dræbe kreativiteten hos en hel generation, når kun boglige kundskaber anses som rigtige og betydningsfulde. Vi går glip af noget kreativt potentiale hos nogle af de her børn og unge. Men min største bekymring er, at det, i hvert fald her i USA, lader til at skabe nogle meget pressede teenagere, der har så travlt med lektier og fritidsaktiviteter, at de ganske enkelt sover for lidt. Nogle udvikler endda angst for ikke at slå til i livet.”

De afslappede svenskere

Matthias Doepke peger på Skandinavien som et af de steder, hvor forældre generelt er mere afslappede og ikke pacer deres børn frem i samme grad, som han ser det i USA og i visse asiatiske lande. I forbindelse med dataindsamlingen til bogen Love, Money and Parenting var forfatterne omkring Sverige for at undersøge det svenske forældreskab.

”Når svenskerne er langt mere afslappede end amerikanerne, hænger det sammen med, at den skandinaviske samfundsmodel er mere lige, og at kulturen er mindre konkurrencepræget end den amerikanske. Samtidig er der ikke på samme måde A- og B-skoler med meget forskellige kvalitetsniveauer,” siger han.

I de sidste kapitler i bogen anbefaler han og medforfatteren Fabrizio Zilibotti da også mere lige adgang til uddannelse samt generelt mere offentlig investering i børn, herunder dagtilbud af høj kvalitet, der er til at betale for almindelige familier, som en måde at få bugt med uligheden på i samfund som det amerikanske. Det ville give flere børn en reel chance for at få en god uddannelse at vokse op i samfund med fair og lige muligheder. Altså noget, der ligner en skandinavisk model.

Overskudsfamilier i Nordsjælland

Det er ikke fordi, der ikke findes forældre, der praktiserer intensivt forældreskab i Skandinavien, men det foregår på et helt andet plan, understreger Matthias Doepke. I bund og grund har vi i hans optik nemlig ikke grund til at praktisere det; netop fordi uligheden i vores samfund er så forholdsvis lille – i hvert fald set fra hans hjemmekontor i Chicago.

Men suser vi over Atlanten til vores eget danske smørhul kan DPU-forsker Dil Bach imidlertid nikke genkendende til nogle af de tendenser, Matthias Doepke beskriver fra USA. I bogen Overskudsfamilier (2015) skildrer hun nogle af de samme tendenser hos økonomisk privilegerede familier i Nordsjælland.

”Det er ikke præget af helt det samme pres på børnene, for at de skal præstere godt i alt, hvad de foretager sig, som vi ser hos eksempelvis amerikanske familier. Der er en klar opfattelse af, at det ikke må blive for meget. Børnene skal være i balance, for det handler i bund og grund om, at de skal trives,” siger Dil Bach.

”Mange forældre tør ikke længere stole på deres intuition, men læser bøger og går til foredrag om alt fra børneopdragelse til ernæring.”

Dil Bach

Hun forklarer, at de såkaldte overskudsfamilier samtidig gør op med en fordom om, at velstående nordsjællandske forældre er ligeglade med deres børn og bare overlader dem til au pair-pigen.

”Mødrene, som jeg fulgte, var ekstremt involverede i deres børns liv. De organiserede legeaftaler og trivselsarrangementer på skolen og bragte og hentede børnene fra fritidsaktiviteter. Og de lavede pølsehorn og pizzasnegle til et hav af sociale arrangementer med klassen, fodboldklubben og spejderne osv.” siger hun.

Gammeldags kønsroller

Hun bemærkede en klar kønsopdeling i det intensive nordsjællandske forældreskab: Det var mor, der havde overblikket over familielivet og leverede servicen. Og imens tjente far pengene.

”Det var med til at cementere nogle meget gammeldags kønsroller. Der var nærmest en offentlig/privat opdeling. Far var med til at repræsentere familien udadtil, fx til forældremøder og måske også fodboldkampe i weekenden. Men mor havde styr på kalenderen og tog sig af det daglige koordineringsarbejde med at bringe og hente samt lektielæsning. Disse kvinder havde viet deres liv til deres børn. De arbejdede på deltid, og nogle arbejdede slet ikke. Så var der mere tid til ’at fylde børnene op med mor’, som en af mødrene udtrykte det.”

Der var til gengæld ikke de store tegn på reproduktion af forældrerollen fra deres egne forældre. Flere af de kvinder, Dil Bach talte med, gav udtryk for, at de selv havde haft en langt mere løst struktureret barndom, nogle endda med fraværende forældre. En mor sagde: ’Jeg gør det modsatte af min mor.’ Hun var blevet meget overladt til sig selv i sin barndom i 1970’erne og 80’erne, og sådan skulle hendes børn i hvert fald ikke opdrages. Men hun sagde selv: ’Det bliver spændende at se, om mine børn så gør noget helt andet end mig, når de bliver forældre. Om de synes, at jeg har været helt vildt omklamrende’.

Kultivering eller naturlig vækst?

Dil Bach henter inspiration hos den amerikanske forsker Annette Lareau, der har skrevet bogen Unequal Childhoods (2003). Særligt hendes begreb ’samstemt kultivering’ (concerted cultivation) spiller en væsentlig rolle i Dil Bachs analyse af de nordsjællandske overskudsfamilier. Samstemt kultivering er et eksempel på intensivt forældreskab; og når det hedder samstemt kultivering, er det fordi forældrene sammen med skole, institution og sports- og fritidsforeninger knokler for, at barnet skal bevæge sig i den ’rigtige’ retning. Det står i modsætning til ’naturlig vækst’ (natural growth), som er en mindre voksenstyret opdragelsesform, der ikke konstant har fremtidige mål for øje.

”Naturlig vækst præger ifølge Lareau arbejderklassens børn i USA, dels fordi hverken det økonomiske eller det mentale overskud hos disse forældre rækker længere, men også på grund af helt andre opdragelsesidealer, end vi ser hos middelklassen og de øverste samfundslag, som er optagede af at kultivere en særlig udvikling hos deres børn,” forklarer Dil Bach og fortsætter:

”Herhjemme har naturlig vækst domineret i de fleste danske middelklassefamilier frem til omkring årtusindskiftet – og altså også i mange af de interviewede mødres opvækst. Mange af os, der er forældre i dag, er opdraget på en måde, hvor vi var meget mere overladt til os selv, end børn er i dag. Og på mange måder var det nok lettere at være forældre dengang,” siger Dil Bach.

Afhængige af eksperter

Selvom overskudsfamilierne i udpræget grad holder til i velhaverkvartererne i Nordsjælland og i eksklusive bydele i storbyerne, er intensivt forældreskab en tendens, der siver ned gennem samfundslagene og i vid udstrækning forplanter sig hos danske forældre p.t. Dog hænger graden af involvering i væsentlig grad sammen med forældrenes økonomi og uddannelsesbaggrund, påpeger Dil Bach, der i forbindelse med et andet og nyere forskningsprojekt, der resulterede i bogen Parate Børn (2020), er stødt på samstemt kultivering blandt forskellige socialklasser og i flere dele af landet.

”Jeg tror egentlig, at mange forældre genkender noget af det her. Man gør det for at få sine børn til at lykkes. Det har forældre måske altid ønsket for deres børn, men sammenlignet med tidligere opfatter vi i dag i højere grad børn som skrøbelige. Det sker ud fra en risikobevidsthed, der indebærer, at vores risikotænkning er gået fra ’hvad vil sandsynligvis gå galt?’ til ’hvad vil muligvis gå galt?’ Alt kan jo muligvis gå galt. Men sandsynligvis er der ikke så meget, der gør det,” siger hun.

Hvis vi går 30-40 år tilbage, så tænkte ansvarlige forældre måske: ’Det kan gå galt – han kan falde ned og slå sig, eller hun kan ende med ikke at bestå folkeskolens afgangseksamen, når hun ikke gider at lave lektier – men det er ikke særlig sandsynligt.’ Og derfor var der ikke så stor grund til bekymring. I dag har forældre blikket rettet mod risikoen: ’Det kan gå galt, det er en mulighed, og selvom den ikke er stor, så er den der, og det er rigelig grund til at bekymre sig.’

Og netop på grund af denne nye form for risikotænkning har moderne forældre gjort sig selv afhængige af eksperter i fx børneopdragelse, mener Dil Bach.

”Mange forældre tør ikke længere stole på deres intuition, men læser bøger og går til foredrag om alt fra børneopdragelse til ernæring. Samtidig er der en tendens til forældredeterminisme – altså at det alene opfattes som forældrenes ansvar, om deres børn lykkes, på trods af at danske børn er i institution 40 timer om ugen. Det er et pres, der blandt andet kommer fra børnehaven og skolen, og som får moderne forældre til at se sig selv som fuldstændig afgørende for deres børns trivsel såvel som for deres muligheder for at lykkes som mennesker,” siger hun.

”Mange af os, der er forældre i dag, er opdraget på en måde, hvor vi var meget mere overladt til os selv, end børn er i dag. Og på mange måder var det nok lettere at være forældre dengang.”

Dil Bach

Underspillet perfektion

Hvor det i USA ifølge Matthias Doepke er meget eksplicit, at alle aktiviteter og anstrengelser tjener ét eneste formål, nemlig at få børnene kvalificeret til opstigning i uddannelsessystemet, så er det i Danmark langt mere uklart, hvad formålet med det intensive forældreskab egentlig er, påpeger Dil Bach. Men hun ser alligevel et interessant skifte, der trækker os i retning af de amerikanske familier.

”De tilsyneladende bløde værdier er blevet hårde. De tjener nu et formål. Det børnene lærer til håndbold eller spejder om at blive gode til at samarbejde og være gode kammerater, det er jo færdigheder, man skal besidde for at klare en videregående uddannelse og senere få et godt job. Det er moderne forældre bevidste om på et helt andet plan end tidligere.”

Hun hæfter sig imidlertid ved, at det intensive forældreskab i dansk kontekst helst skal være lidt underspillet. Hun kalder det ’kontrolleret dekontrol’. En tendens, der også gør sig gældende for mødre, der mere eller mindre professionelt eksponerer deres familieliv på de sociale medier. Hun henviser her til nogle indsigter hos en af sine specialestuderende, som analyserer småbørnsmødre, der poster billeder på Instagram af sund hjemmelavet børnemad og glade børn, der spiser.

”Det skal endelig ikke virke af for meget. De vil ikke fremstå for overskudsagtige, for perfekte eller for curling. De vil gerne fremstå afslappede. Men de er alligevel meget bevidste om det, de lader offentligheden se. De skriver, at den sukker- og glutenfri banankage bare er lavet lynhurtigt af den sidste rest kærnemælk og nogle overmodne bananer. Men der er lige en lille dusk frisk lysegrøn mynte på toppen, der får kagen til at se yderst indbydende ud,” siger hun, men understreger samtidig, at hun godt forstår de forældre, der lægger mange kræfter i forældreskabet, hvad enten det handler om at engagere sig i børnenes skole, fritid, mad – eller alle tre ting på én gang og mere til.

”Man kan jo nemt få de her forældre til at fremstå som ’for meget’, men egentlig forsøger de jo bare at gøre det, de bliver bedt om – fx at bakke op om skole og institution, lave legegrupper, trivselsarrangementer, sørge for sund mad osv. Hvis forældre ikke kritiseres for at forsømme deres børn, så kritiseres de hurtigt for det modsatte – for at curle og overbeskytte dem.”